Du er her: 

Ny sognepræst i Guldborg

Fra 1. september hedder præsten i Guldborg Mogens Winther Hvidring

Kirkeministeriet har udpeget den præst, der skal betjene Majbølle-Radsted-Tårs-Vigsnæs Pastorat fra d. 1. september 2020: Mogens Winther Hvidring, som er sognepræst i Nyvangskirken ved Kalundborg.

Ansættelsen er et led i den strukturændring, som betyder, at de fire sogne nu hører sammen i ét pastorat, som skal betjenes af Mogens Winther Hvidring og provst Johannes Kristensen.

Sognepræst Bendicht Mader i Tårs bliver stiftsvikar og sognepræst Finn Dyrhagens ansættelse som årsvikar slutter samme dato.

Mogens skal bo i den nyindkøbte præstebolig i Guldborg - og han bliver indsat af provst Johannes Kristensen som præst ved gudstjenesten i Majbølle Kirke søndag d. 6. september kl. 13.00.

Han skriver om sig selv:

Hej, jeg hedder Mogens Winther Hvidring, og jeg glæder mig til at lære jer at kende. Jeg har været så heldig, at jeg er blevet jeres nye sognepræst. Jeg skal i samarbejde med provst Johannes Kristensen virke i alle fire sogne fra 1. september.

Jeg er 55 år gammel og har været præst i 26 år. Jeg er gift med Mia, og vi har tre piger, Laura, Julie og Caroline på hhv. 21, 17 og 12 år. Laura er flyttet hjemmefra, så vi er fire – plus to hunde – der glæder os til at flytte ind i den nye præstebolig og blive en del af fællesskabet. Min kones familie stammer fra Lolland og Falster så det vil for os være lidt som at komme hjem.

Jeg har som sagt været præst i 26 år, og i løbet af disse år har jeg været præst i Nygårdskirken i Brøndby, i Dalby og Stubberup ved Kerteminde og de sidste 8 år i Nyvangskirken i Kalundborg. Dette har lært mig noget om, at man som præst altid skal kunne tilpasse sig og være fornyende, ligesom man altid skal holde sig for øje, at kristendom – og gudstjenesten – handler om liv, om glæde, om fest. Om det, som vi i kirken kalder frelse.

Jeg kan lide at synge og spille guitar, at gå tur med mine hunde og sidde og hygge mig med at spille spil og se film. I sæsonerne kunne det også være værd at trække en hornfisk eller to i land…

Det er et rigt og spændende område at komme til; og jeg og min familie glæder os meget til at møde jer!

På gensyn!

Mogens Winther Hvidring

Del dette: